Innovation og onsdagssex

Du kan tage det helt roligt. Det er ikke en lummer husmornovelle.

Til gengæld er det et indspark til, hvordan I kan få markant bedre idéer, når I arbejder med innovation.

Man siger, at alting har en tid.

”Man” har ret. Sidste onsdag havde jeg lyst til boller i karry, og i dag vil jeg hellere have salat.

Jeg tror på, at vi kan opnå mere effektivitet, kreativitet og engagement, hvis vi tør tage mere hensyn til vores lyst.

De sidste 19 år har jeg været ansat til at få idéer. Hver dag skulle jeg møde kl. 8.30 til minimum 16.30. I rigtig mange år prøvede jeg, at overbevise mine chefer om, at de ville få en meget mere produktiv medarbejder, hvis jeg kunne møde kl. 10. Men det kunne der ikke være tale om.

Vi er (efter min mening) alt for optagede af, at ting skal passe ned i kasser. Vi bestiller bord på en restaurant en uge før, vi skal spise, vi laver aftaler med venner måneder frem i tiden, og (værst af alt): vi planlægger hvornår vi, i fremtiden, skal være mest kreative.

Jeg ved godt, at vi bliver nødt til at tænke fremad. Vi bliver nødt til at booke et bord på forhånd, hvis vi vil være sikker på en plads. Men hvad nu hvis jeg alligevel ikke har lyst til skaldyr næste fredag, eller hvad hvis jeg til vores næste brainstorm ikke kan lade være med at tænke på mit barn, der har 40 i feber, eller hvis jeg bare ikke er sådan RIGTIG oplagt. Er det så ikke spild af dyrebar tid og penge?

Prøv lige en gang at tænke tilbage på sidste gang, du fik en virkelig god idé – en af dem der kilder i hele kroppen. Hvor var du? Hvis du følger statistikken, var du enten på badeværelset, under transport, fysisk aktiv eller i din seng.

Det kan også være, at du var et helt andet sted, men jeg tør godt vædde en is (med syltetøj og det hele) på, at du IKKE var på arbejde.

Og det er fordi, vi får ikke vores bedste ideer, når vi er på arbejde.

Så hvorfor tvinger vi os selv og vores kolleger til at skulle være allermest kreative og oplagte på et helt bestemt tidspunkt, hvis vi kan få dobbelt så gode ideer på den halve tid ude i skoven eller et helt andet sted?

Det svarer til, i en stormende nyforelskelse, kun at ville have sex om onsdagen.

Sådan skruer I op for effektivitet og kvalitet

Du har højest sandsynligt prøvet at skrive en mail, et opslag eller en anden form for skriftlig materiale. Du har læst det igennem adskillelige gange og er nu helt tilfreds. Så lægger du det til side og vender tilbage til det dagen efter.

Dagen efter læser du det igennem og finder:

  • 2 stavefejl du havde overset
  • en markant bedre overskrift
  • en formulering der gør dit budskab skarpere

Når jeg faciliterer idé- og innovationsprocesser for virksomheder, vil det altid være min anbefaling at bruge ovenstående viden, og derfor arbejde med tid som en væsentlig faktor for deres idé-generering.

Der findes mange måder at arbejde med tid på, men én af dem, er den metode, jeg bruger i mit nyeste koncept: Coffee Break Innovation.

Her sætter jeg en proces i gang i fællesskab, så alle er enige om retningen, rammerne og forventningerne.

Når alt er afstemt, beder jeg deltager om at bruge 3×20 minutter om dagen i de efterfølgende dage.

Ikke alene er det nemmere at få klemt 20 minutter ind i en travl hverdag, men jeg oplever også i den grad, at idéerne bliver skarpere for hver gang man vender “tilbage” til dem.

Deltagerne bestemmer helt selv, hvornår de 3×20 minutter skal ligge, og eftersom det er en individuel øvelse, så skal man ikke koordinere at skulle mødes.

På den måde, kan den ene vælge at lægge de første 20 minutter om morgenen, imens hun lufter hund, og en anden kan vælge at bruge sine 2×20 minutter i løbet af arbejdsdagen, og de sidste 20 minutter efter børnene er puttet.

Jeg vil love jer for, at I vil opleve en forskel, hvis I lader jeres medarbejdere bruge deres kreativitet dér hvor de er mest kreative.

Hvordan vil I bruge tid som innovations-booster?

>> Læs mere om Coffee Break Innovation lige her

___________________

//Dan Ravn, foredragsholder og idéfacilitator

Jeg designer brainstorms og innovationsforløb, der gør det nemt for virksomheder at tænke ud af boksen.

nakedgoat.dk // ide@nakedgoat.dk // Tel. 5050 7063