logo

Tør I overhovedet at være innovative?

naked_goat_tilfaeldigt_input

Tør I overhovedet at være innovative?

(Dette er artikel 3 af 4, hvor jeg deler tricks til at få bedre idéer)

Kender du følelsen af at “være fanget” lige før et møde med en, du ikke kender så godt? Man venter desperat på, at de andre mødedeltagere kommer, og man aner bare ikke, hvad man skal snakke med vedkommende om. Fem minutter føles pludselig som tre lange år med togskinner og akne i en skrøbelig pubertetsalder.

Teoretisk set er der jo uanede mængder emner, man bare kan tage fat på. Men i situationen er der bare… tomt!

Præcis sådan kan det faktisk føles, når man er innovativ. Hvis man virkelig skal tænke ud af boksen vil man også være nødt til at turde at opholde sig i tilstand, hvor der i starten bare er tomt, og hvor man ikke aner, hvad man skal sige, fordi det hele virker absurd. Brainstorms hvor idéerne bare bliver sprøjtet ud fra start, er som regel et resultat af, at man gentager noget, der har virket før. Med andre ord – idéer man kender svaret på.

Jeg har boet på Frederiksberg i 5 år uden faktisk at ane, hvem jeg boede iblandt. Det med bare at begynde at tale til fremmede mennesker har jeg trygt overladt til gamle damer og andre, der tydeligvis er helt uden forståelse for privatsfære.

For tre år siden fik min kæreste og jeg en hund… Klip til mig (siddende på hug) midt på åben gade med en fremmed puddel i skødet i fuld færd med at fortælle et helt fremmed menneske om dengang vores hund var lige så lille og sød som hans, og om hvor svært det er at gøre en hund renlig, når man bor på tredje sal.

Og hvad har min hund og fremmede mennesker så med jeres innovation at gøre? ALT faktisk. Så snart vi har et udgangspunkt som hund, børn, uddannelse, job osv. er det SÅ meget nemmere at finde på noget at tale om. Udgangspunktet “hund” giver på et splitsekund tryghed for tage hul på samtaleemner som: pelspleje, renlighed, race, tricks, træning, bollebamser (ja, det findes…) og meget meget mere.

Vores hjerne arbejder ud fra mønstre. Så hvis jeg siger “A” og beder dig fortsætte, vil du tænke på et andet bogstav, på grammatik, på den gang du blev trynet af din dansklærer eller hvad din hjerne ellers har lavet af forbindelser til “A”. Virkelig smart! Knap så smart, når du gerne vil tænke ud af boksen.

naked_goat_tilfaeldigt_input_ideer

Når jeres brainstorm altid starter det samme sted (og det gør den som regel), hvor tror du så den slutter?

Der er et ret simpelt trick til at tage et nyt udgangspunkt, hvorfra nye idéer kan gro. Idéer I ellers aldrig var kommet på. Tricket hedder ”tilfældigt input”, og hvis man tør træde ud af sin komfortzone, kan det udrette mirakler.

Lad os antage, at vi skal holde en brainstorm for en producent, der vil lancere en økologisk håndcreme. Han vil gerne skille sig ud fra de andre producenter, men hans produkt har ikke nogle unikke fordele til at hjælpe ham. Idéfacilitatoren afholder derfor en brainstorm, hvor der bruges tilfældigt input.

Inden man går i gang vil idéfacilitatoren sørge for at designe input. Dette kan være en bunke med billedkort, tilfældige artikler, sider fra en ordbog eller noget helt andet. Inputtet kan både være relateret til emnet eller det kan være HELT tilfældigt.

>> Læs mere om idéfacilitering her: http://nakedgoat.dk/facilitering/

Deltagerne deles op i små grupper, og hver gruppe trækker et kort med et input på. Den ene gruppe trækker f.eks. et billede af en banan.

naked_goat_tilfaeldigt_input_ideer2

Step 1: Brug 10 minutter på at lave et mindmap over “banan”, uden hensyntagen til jeres egentlige udfordring (Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst bruger mindmapping, så send mig en mail, så sender jeg dig input retur: ide@nakedgoat.dk)

Et hurtigt mindmap for “banan” kunne se nogenlunde sådan ud:

naked_goat_tilfaeldigt_input_mindmap1

Step 2: Gennemgå nu jeres mindmap og udvælg nogle ord, som I vil arbejde videre med. Disse ord skal nu være en del af jeres løsning. Her kan det vigtigt, at man har en idéfacilitator, der kan guide og inspirere grupperne, for det er nemt at gå i stå.

Lad os prøve at se, hvordan man kunne lancere en økologisk håndcreme med ovenstående mindmap. I første omgang handler det ikke om at være realistisk, men om at turde løbe med de både dårlige, halvdårlige og mærkelige idéer.

naked_goat_tilfaeldigt_input_mindmap2

Ud fra ovenstående ord kunne man lave emballage og udstillingsdisplays i genbrugsmaterialer, der var 100% nedbrydelige og selvfølgelig gøre opmærksom på det. Man kunne også undgå tryksværte på emballager og udstilling og udelukkende bruge prægning. Man kunne tænke i refills, så emballagen kan genbruges.

naked_goat_tilfaeldigt_input_mindmap6

Inspireret af ovenstående ord, kunne man få produceret en nedbrydelig emballage, der indeholder små frø, så man kan “plante” emballagen og se en blomst spire op for at understrege naturligheden.

naked_goat_tilfaeldigt_input_mindmap5

Og ja, lad os bare køre den helt ud. Lad os tage et ord som “banankage”. Hmm alle elsker smagsprøver. Jeg gør ihvertfald! For at understrege de naturlige ingredienser i håndcremen, kunne man få produceret velsmagende kage, der indeholder de samme ingredienser som cremen. I en lanceringsperiode kunne man have sample-piger i butikkerne, der uddelte smagsprøver på kage og creme. Der ville selvfølgelig være nogle ingredienser, der måtte udelades, men historien skulle selvfølgelig bygges op omkring de naturlige ingredienser.

Step 3: Gennemgå nu hver idé og definer essensen ved idéen. Eksempelvis idéen om at have frø i emballagen. Grundidéen er måske af mange årsager urealistisk, men essensen kunne være at gøre naturligheden fysisk. Det kunne måske lede til, at der med hver håndcreme fulgte en kode, hvor man på deres hjemmeside kunne vælge en regnskov, hvor der blev plantet et træ (alá “giv en ged” konceptet)

Step 4: udvælg den bedste idé og skriv den ned.

Step 5: Hver gruppe præsenterer deres idé for de andre grupper uden at fortælle hvilket input de fik.

Step 6: Grupperne bytter idéer, og opgaven er nu at skabe en bedre idé ud fra den idé, man har fået.

Det spændende ved denne teknik, er at man er tvunget til at tænke utraditionelt. Der findes ingen standardløsninger. Hvis ikke man har en dygtig idéfacilitator med på denne rejse, er der desværre mange, der kaster håndklædet i ringen, men dem der tør tage udfordringen seriøst, kan virkelig komme ud på den anden side med noget unikt.

Så nu er spørgsmålet: Tør I overhovedet være innovative?

Hvis du kunne lide artiklen, så like og del den rigtig gerne. Det viser nemlig, at du gerne vil have mere af samme slags. På forhånd tusind tak 🙂

På næste tirsdag starter vi i helt trygge rammer. Ahh.. kan du mærke roen? Men… lige når roen sænker sig, ryster vi posen… men bare rolig – jeg holder dig i hånden hele vejen.

//Dan Ravn, idéfacilitator

Book mig som idéfacilitator til jeres næste brainstorm. Læs mere her: http://nakedgoat.dk/facilitering/