logo

Skal chefen med til brainstorm?

Naked_goat_skal_chefen_med_til_brainstorm

Skal chefen med til brainstormen?

Ahhh… Medarbejderinddragelse. Finally!!! Jeres øverste direktør har endelig forstået værdien af, at inddrage medarbejderne i virksomhedens produktudvikling. Der bliver fra nu af afholdt månedlige brainstorms, hvor medarbejdere på tværs af virksomheden skal deltage aktivt. Slut med siloer, hvor det altid er de samme tosser, der sidder og finder på de samme tossede idéer. Genialt!

Du sidder som afdelingschef, og har længe haft et brændende ønske om at inddrage dit team i udviklingsprocesser, men har indtil nu mødt modstand af den øverste ledelse.

Men nu sker det. Du har ligesom de andre afdelingschefer plukket en håndfuld medarbejdere, spidset alle dine farveblyanter og… Pis… hvad laver den øverste direktør nu her? Du var helt og aldeles af den opfattelse, at han ikke skulle være med, og hvis der er noget, han ikke er, så er det da innovativ og nytænkende. Det tætteste, han har været på en god idé, var dengang han var sygemeldt i 3 uger.

Og nu skal han så sidde der og veje hvert et ord og hver idé man siger. Manden der skyder alle idéer ned, inden de overhovedet har fået en chance. Selv idéen om elektricitet ville kræve en respirator for at overleve hans kæmpestore nejhat. Det skal nok blive skidehyggeligt det her.

Jeg har flere gange oplevet ovenstående scenarie. Jeg har flere gange været parat til at smide håndklædet i ringen, begynde at græde og med pigesur stemme sige, at jeg simpelthen ikke kan være kreativ sammen med den idédræbende egoist.

For et par uger siden mødte jeg en salgschef, hvor vi talte om, hvorvidt chefen skal være med eller ej. Hun fortalte mig, at hun havde fået arrangeret, at den øverste ledelse ikke deltog i deres jævnlige brainstorms, fordi de netop ikke skulle ødelægge den kreative ånd.

Jeg synes, det er en meget interessant problemstilling. For – hun er jo også selv leder. Og lur mig om nogle af hendes ansatte ikke også helst var fri for hende? Hun var skam mægtig sød, så der var slet ikke noget der, men jeg tror de fleste medarbejdere holder igen med de skæve og halvfærdige idéer, når det er chefen der står ved tavlen. Og mon ikke også dine medarbejdere har nogle forbehold, når det er dig der faciliterer en brainstorm?

Uanset hvem man lukker ude i en åben brainstorm, vil der altid være nogle der “ødelægger” det for nogle andre. Den generte vil altid føler sig overrumplet af den frembrusende, og den gamle vil altid hæve sig over den nyansatte, og sige “Tro mig – nu har jeg været her i 22 år, og den idé vil aldrig komme op at flyve”.

Set i bakspejlet var det faktisk ikke mine tidligere chefer der frustrerede mig, det var hierakiet. Når jeg kom med en idé, var den måske 5 point værd, men når han kom med en idé, så var den 12 point værd.

På trods af det, mener jeg faktisk på ingen måde, at man bør udelukke ledelsen (eller andre for den sags skyld) i en brainstorm. Tværtimod. Man skal i stedet sørge for at bryde hierarkierne. Jeg mener det kan være enormt givtigt, at chefen kommer “ned på gulvet” og arbejder sammen med sine ansatte, og at de ansatte føler sig i øjenhøjde.

Der er også en kæmpe gevinst i, at chefen har været med i selve processen. Hvis man bare bliver præsenteret for en færdig idé, er det virkelig svært at se alle nuancer og ikke mindst alle mulighederne. Derfor er det ofte nemmest bare at sige nej.

Vil du bryde hierarkierne i jeres næste brainstorm? – så læs mere her