logo

Jeres idéer er kun gratis, hvis jeres tid er værdiløs!

Jeres idéer er kun gratis, hvis jeres tid er værdiløs!

Denne artikel giver dig fem vigtige overvejelser, I skal gøre jer, inden I spilder tid på en brainstorm!

For nogle år siden skulle min kæreste og jeg hænge 5 hylder op i stuen. Hver hylde bestod af et beslag med 6 huller. De var fra Ikea – så ingen skruer eller rawplugs.

Nu er vi begge jyder, så vi ville gerne spare pengene og gøre det selv. Og hvor svært kan det også lige være at hænge 5 hylder op?

Vi havde gjort et godt stykke forarbejde: Vi havde været i Silvan og købe skruer og rawplugs, hentet boremaskine, målebånd, og vaterpas, og sat rigelige mængder øl på køl. Det sidste viste sig at være afgørende for vores parforhold, for dét der i vores hovede skulle tage en time, endte med at tage en uge og koste adskillelige frustrationer og en længere diskusion om hvem det var, der valgte de forkerte rawplugs.

Vi opdagede ret hurtigt, at man i 1800-tallet (eller hvornår vores bygning nu er fra) fyldte væggene med alt lige fra aviser, halm og ymer til armeret jernbeton og togbaneskinner. Det betød at cirka 26 ud af de 30 huller, blev for store, for skæve, for korte eller for aflange.

Og hvad gør man så, når man midt i processen opdager, at man er på dybere vand end godt er? Men ringer til en ven.

Desværre var vennen, om muligt, endnu mere uduelig end os. Han foreslog nemlig at sætte tape om vores rawplugs for at få dem til at fylde hullerne ud. Det var så inden, vi helt havde forstået konceptet med rawplugs og de små gribearme 🙂

Nå men det er heldigvis fortid – hylderne kom op, og vi er stadig gift. Og blev det så godt til sidst? Ja det gjorde det, men næste gang vi skal have sat hylder op, ringer vi efter en håndværker.

De fleste af os har en uheldig tendens til, at tro at noget er gratis, når bare vi gør det selv. Vi glemmer bare det ocean af tid, og frustrationer vi bruger på at gætte os frem.

Jeg oplever så uhyggelig mange virksomheder, der brænder sindssyge mængder timer af, på at komme op med idéer der er set før, ikke fungerer i praksis, eller bare ikke er særlig originale. Men det er faktisk ikke deres skyld. Det handler nemlig ikke om, at de er dårlige til at få idéer. Det handler om at forberedelsen, og faciliteringen ikke er god nok.

Og kan I overhovedet planlægge, forberede og faciliterer jeres egne brainstorms? Ja da! Hvis I ved hvad I gør, og hvis I har tiden.

Men bare så I ikke kommer til at stå samme sted, som da jeg skulle sætte hylder op, får I her er de fem vigtigste overvejelser, I skal gøre inden jeres næste brainstorm:

1: Forberedelse og forløb

Sørg for at lave et grundigt forarbejde så I kan designe et forløb, der guider deltagerne igennem en proces. Det vigtigste er, at der er et logisk forløb, der løbende åbner for kreativitet og muligheder. Hvis vi får for mange muligheder, lukker vores kreativitet ned, fordi det bliver for uoverskueligt.

2: Inspiration

Inspiration er en nødvendig kilde til kreativitet, men alt for ofte ender man med at lave en copy/paste. Brug derfor tid på at bryde inspirationen ned. Det er nemlig ikke inspirationen i sig selv, der er spændende. Det interessante er de handlinger, reaktioner, og følelser der ligger bag.

3: Provoker

Hvis vi vil have nye ideer, bliver vi nød til at provokere vores hjerner. Uden provokation ender vi med ideer, der er set 100 gange før. Læg derfor altid en plan for hvordan og hvornår du vil bruge provokation til at skubbe til deltagerne.

4: Flow

For at skabe flow i en brainstorm er det vigtigt at have en plan, for hvad deltagerne skal gøre, når de går i stå. For det gør de.

Når deltagere går i stå i en brainstorm, føler de sig usikre på, hvad de skal og hvorfor.

Tvivl er ødelæggende for kreativitet, og hvis man ikke er vant til at arbejde med kreativitet, er det enormt frustrerende, ikke at vide hvad man skal.

5: Opfølgning

Sørg for guds skyld at have en klokkeklar plan for hvordan I får fulgt op på alle ideerne, så I ved hvem der har bolden, og hvem der sørger for at ideerne ikke falder til jorden.

Vil du vide mere om hvordan man får succes med idéudvikling på arbejdspladsen? så download første kapitel af min bog lige her

________________________

Dan Ravn, idéfacilitator

Jeg tror på at alle mennesker indeholder helt fantastiske idéer. Jeg tror desværre også at de fleste virksomheder, går glip af dem, fordi de ikke gode nok til at udnytte det kreative potentiale, deres medarbejdere ligger inde med.

Hos Naked Goat designer jeg brainstorms, og gør det nemt for virksomheder at tænke nyt.

Tel. 5050 7063 // ide@nakedgoat.dk