logo

Dine medarbejdere har geniale idéer, du aldrig har hørt om!

Dine medarbejdere har idéer, du aldrig har hørt om!

Jeg tror på, at der gemmer sig helt fantastiske idéer i alle mennesker. Ideerne gemmer sig både hos dig og dine nærmeste kolleger, men de gemmer sig også hos Britta nede fra regnskab, der mener, at Excel er hendes karrieres kreative højdepunkt.

Medarbejdere er den absolut mest oversete ressource, når det handler om innovation og udvikling. Men hvorfor er det så, at virksomhederne alligevel går glip af guldkornene?

Simpelt. Virksomheden ved ikke, og Britta ved ikke, hvor mange idéer, der rent faktisk gemmer sig bag den storblomstrede tunika.

Problemet i forhold til Britta (og mange andre) er, at man ikke kan holde en kreativ seance, og lade hende trække et billedkort, og så tro at hun ud fra et billede af en kornblomst kan komme på skæve idéer til, hvordan I får gladere kunder. Hvis man er heldig, kan hun måske nå til idéen “hvad med at sende blomster til alle vores kunder?”. Men den ide er måske ikke helt brugbar eller unik.

Betyder det så at Britta ikke er kreativ? Nix! Det betyder bare, at Britta ikke er vant til at tænke abstrakt.

Men Britta (og alle andre mennesker) har noget andet, som virksomhederne overser. Hun har livserfaring og holdninger. Shit hun har holdninger. Når hun først får startet op under tunikaen ved frokostbordet, så går der altså ikke længe, før der flyver både frikadeller og store armbevægelser rundt i hele lokalet.

Og det er magisk. For Britta er jo i sit eget liv meget mere end en medarbejder. Hun har mange roller, og hun er eksempelvis også en kunde, der bemærker, når guiden på Kreta kommer forbi med en lille flaske ouzo, og siger at den er til hende, fordi hun er helt speciel. Så hvorfor skulle hun have færre idéer om god service end alle andre?

En af de største faldgruber, når man skal være kreativ på arbejdspladsen, er at værktøjerne, der oftest hives op af værktøjskassen er for abstrakte, og derfor er der mange medarbejdere der falder fra, falder i søvn eller ryger i kassen med ”kan ikke få ideer”.

I stedet bør virksomhederne tage udgangspunkt i medarbejderne holdninger og erfaringer, for dem har alle. Desuden er holdninger faktisk ofte geniale idéer, der bare er pakket virkelig grimt ind. En af nøglerne til at få alle medarbejdere til at deltage aktivt i en brainstorm, handler om at få dem til at omsætte erfaring til idéer, uden at det bliver en diskussionsklub.

Så det kan godt være, at Britta fra regnskab ikke er den åbenlyse at tage med i en brainstorm om “Customer Experience”, men det kan betale sig, for hvis du altid bringer de samme mennesker med de samme input i spil, så får du sjovt nok også altid de samme idéer.

Når jeg holder workshops, designer jeg altid værktøjer og forløb, der omsætter personlig erfaring til brugbare idéer, og jeg bliver gang på gang bekræftet i, at alle kan få gode idéer. ALLE.

Uanset om det er bogholderen, økonomidirektøren eller sælgeren, så er der så ufattelig meget passiv viden, som bare ligger på arbejdspladsen som små guldkorn ingen samler op.

//Dan Ravn, idéfacilitator

Jeg arbejder med brainstorms, hvor jeg ud fra udviklingsønsker eller problemstillinger designer metoder, teknikker og forløb der guider medarbejdere og ledere trygt igennem en kreativ proces.

nakedgoat.dk // ide@nakedgoat.dk // Tel 5050 7063